Her får du sidste nyt fra Flere i Fællesskaber. God fornøjelse. Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
Flere i Fællesskabers logo

Nyhedsbrev: Maj 2024

Elev fra FGU, der bringer tarteletter
 
Endelig blev det for alvor forår, og vi kan nyde kaffen på terassen, når vi finder en solskinsplet. Men det er ikke det eneste, vi kan fejre.  
 
Vores nye tiltag med tarteletfester i forbindelse med 'Danmark Spiser Sammen' blev en bragende succes. Vi håbede på 300 gæster, og kom op på næsten 800.
 
Vi er stolte og glade for den måde, I har taget idéen til jer; som arrangører, frivillige og gæster. Så mon ikke vi gentager succesen næste forår i uge 17?  
 
Ud over tarteletfesterne kan I i dette nyhedsbrev glæde jer til at læse mere om Fællesskabsstafetten, Innovationspuljen, den nye film om naboskab og meget andet. 
 
God læselyst!  
 

🎉🥧 Stor opbakning til tarteletfest!

Billede fra Røde Kors Tartelet fest

I uge 17 spiste Silkeborg og Danmark sammen mod ensomhed. 

 
I alt 776 borgere mødtes i uge 17 for at sætte fokus på fællesskaber og ensomhed. Vi er stolte og taknemmlige over det store engagement. Næste gang bliver vi endnu flere, da nye tarteletfestarrangører står klar til at byde ind!
 
En særlig tak skal lyde til Jyske Bank, der stod for sponsorat af alle tarteletter!
 
Fælles for tarteletfesterne var, at frivillige, foreninger og andre aktører stod bag og åbnede fællesskabet for ALLE i Silkeborg og omegn – også dem, der ikke i forvejen er en del af et fællesskab. 

Indholdet var forskelligt, men fælles var:
  • Menuen var sponsorerede tarteletter – nogle steder også med vegetarisk variant
  • Gæsterne blev præsenteret for nogle af de fællesskaber, der findes rundt omkring i kommunen
  • Alle kunne komme alene eller sammen med nogle, de kendte i forvejen 
Med tarteletfesterne vil vi styrke fællesskaberne, sætte fokus på ensomhed og hjælpe flere med i den gode samtale.
 
- En fantastisk aften med dejlig mad, god stemning, flittige hænder og en åbenhjertig feststemning. I sandhed en positiv oplevelse med sådan en helt autentisk glæde over at være sammen… En aften, hvor man kan være sig selv, som man er, og byde ind med det, der ligger én på hjerte. Her var plads til at komme både alene og sammen med andre. (Citat fra festdeltager)

Følgende steder blev der afholdt arrangement i uge 17 - tak til alle der bakkede op om vores fælles sag; at få flere i fællesskaber:

  • Røde Kors i Lunden, 130 gæster
  • AAB i Hopla-salen Aarhusbakken, 120 gæster
  • Vinderslev Beboerforening og Vinderslev Forsamlingshus, 91 gæster
  • FGU, Granhøjvej, 65 gæster
  • Jyske Bank, Foodtruck bankpassagen, 110 gæster - Derudover spiste alle bankens medarbejdere tarteletter i kantinen og satte fokus på ensomhed og fællesskaber
  • Silkeborg Oasekirke, KvindeCaféen, arrangementet var alene for kvinder, 50 gæster
  • Ungdommens Røde Kors, Lunden, 150 gæster 
  • Kirkens Korshær, arrangementet var alene for varmestuens brugere, 50 gæster
 

Fællesskabsstafetten 2024

Billede af fællesskabsstafet
Fællesskabsstafetten koordineres igen i år af vores gode partner, Frivilligcenter Silkeborg. 
 
Fællesskabsstafetten er en fysisk depeche, der fragtes fra lokalområde til lokalområde i perioden 1. august og frem til 27. september 2024, hvor der er Frivillig Fredag (mere om denne dag senere).

Formålet med Fællesskabsstafetten er at synliggøre og anerkende de fællesskaber og lokale tiltag, som findes på tværs af  kommunen. Særligt har eventet fokus på at få flere til at blive en del af fællesskaber/foreningslivet og på møder på tværs, hvor frivillige foreninger, kommunale institutioner og andre organisationer bringes tættere sammen i et fælles “vi”.

Depechen kan bæres af fællesskaber i lokalområderne som spejdergrupper, cykelfællesskaber eller kommunale tilbud som fx skoler, hvor depechen kan bæres af forældre/bedsteforældre i samarbejde med foreninger.

Tilbud, som kan se en idé i at anerkende og synliggøre det lokale frivillige engagement, kan få flere oplysninger om eventet ved at kontakte Helene Langgaard på mail: Helene@frivilligcenter-silkeborg.dk.
 

Film om naboskab

Postkort om godt naboskab
 
Flere i Fællesskabers Ældretænketank har gennem længere tid arbejdet med at sætte fokus på det gode naboskab.

Derfor har mere end 1600 beboere i Gammel Gødvad og i Blomsterkvarteret i Alderslyst fået et postkort med inspiration til at styrke naboskabet.

Budskabet er, at det er de små opmærksomheder og hensyn i hverdagen, der kommer os alle sammen til gavn. 
 
👉 At vi hilser på hinanden

👉 At vi tager os tid til en lille snak, når vi møder hinanden

👉 At vi hjælper hinanden med små tjenester    
 
I sidste uge var en gruppe fra Ældretænketanken vært for en fællesspisning og samtale om vejen til et stærkere nabofællesskab i Huset på Kjelstrupvej.

Knap 40 beboer mødte op og fik vendt tankerne om de sociale normer som imødekommenhed, hensyn, hjælpsomhed og forpligtelser. Der var snak om at være alene og ny i et kvarter og betydningen af sammenhold som et værn mod ensomhed.

Flere bemærkede, at det er blevet sværere at samles til fælles aktiviteter, for folk har meget at se til. Samtidig var der mange, som havde rigtig gode erfaringer med naboskab – lige fra hyggesnak og overraskelsesmiddage til hjælp i forbindelse med sygdom og ferie.
 
En beboer kunne endda fortælle om en hjertevarm tradition med julesokker i opgangen og små gaver til hinanden. Alle gik derfra godt fyldt op af tarteletter og tanker om det værdifulde i nabofællesskab.  
 
Ældretænketanken har også fået lavet en lille film om det gode naboskab. Del den gerne med dine naboer❤️
 
Stor tak til Jyske Bank, der også har sponsoreret denne film.   
 
Både postkort og film ligger på Flere i Fællesskabers hjemmeside

Du kan søge midler hos Innovationspuljen

Billede af Nattanan Kanchanaprat fra Pixabay
Vi vil meget gerne give idéer til nye indsatser målrettet unge og/eller ældre, der har ensomhed tæt ind på livet, luft under vingerne.
 
Derfor slår vi endnu et slag for Innovationspuljen.  
 
I alt er der 150.000 kr. i puljen, og der kan søges 50.000 kr. pr. ansøgning.
 
Der er ansøgningsfrist 3. juni 2024, og alle ansøgere modtager svar i løbet af juni måned. 
 
Kontakt sekretariatet, hvis du er nysgerrig på at høre mere.
 
🙌🏽Vi håber at modtage en masse ansøgninger!🙌🏽

Circle of Friends: Ledige pladser på uddannelse af gruppeledere

Billede af Nattanan Kanchanaprat fra Pixabay
Spring til nu, hvis det kunne have interesse at få uddannelsen som gruppeleder i Circle of Friends. 
 
Uddannelse af gruppeledere starter i juni 2024 og består af fire online workshops, som foregår på engelsk. Som gruppeleder skal man kunne tale åbent om ensomhed og svære følelser, men derudover er der ingen særlige forudsætninger for deltagelse.    
 
Gruppeforløb påbegyndes i august og forløber sideløbende med sidste del af gruppeleder-uddannelsen. 
 
✨Hvad er Circle of Friends?✨
Circle of Friends er et samtale-baseret gruppeforløb til ældre, der faciliteres af to uddannede gruppeledere.
 
Grupperne består af 6 til 8 ældre, der mødes en gang om ugen i tre måneder.
 
Interventionen har vundet stor udbredelse i Finland, hvor den er etableret i godt 100 kommuner og har blandt andet vist positiv effekt på helbred og trivsel.
 
Et nyere studie har desuden vist, at 90 % af de ældre, der har deltaget i et Circle of Friends-forløb, oplever, at deres ensomhed er blevet mindsket ligesom mere end 60 % af de ældre angiver, at de er fortsat med at mødes med andre fra deres gruppe efter forløbets afslutning.  

Ønsker du at deltage i afprøvningen, eller høre mere, kan du kontakte forsker ved DEFACTUM, Julie Christiansen på mail: julie.christiansen@stab.rm.dk

 

Fællesskabsguiden gør en forskel

Billede af Stine
Mød Stine, som har haft en god oplevelse med Fællesskabsguiden. 
 
Jeg er 39 år og flyttede til Silkeborg med mand og barn for to år siden. 
 
Jeg er næsten blind - har et procent syn tilbage -  så jeg brugte det første år med at lære at komme rundt i min nye by.
 
Jeg er førtidspensionist, men er engageret og fuld af energi - så jeg vil gerne gøre nytte og bidrage.
 
Jeg er oprindelig uddannet pædagogmedhjælper, og jeg er rigigt glad for at lave mad.
  
Jeg kendte kun min svoger og en veninde i Silkeborg, og savnede efter det første år, at komme ud og være en del af livet udenfor hjemmet.
 
Jeg tog kontakt til Fællesskabsguiden, Mariane, efter anbefaling fra en bekendt. Mariane mødte mig med åbenhed og interesse. Hun spurgte meget ind til mine interesser og til hvad min synsnedsættelse konkret betød.
 
Det betød noget, at samtalerne ikke var med udganspunkt i en handleplan og mål om noget bestemt, men at de tog udgangspunkt i mig og forståelse for min situation.
 
Jeg besøgte sammen med Fællesskabsguiden forskellige steder; mange steder var folk bekymrede for at sætte en blind ind i et køkken, selvom jeg jo selv står for al madlavning herhjemme.
 
Efter et stykke tid kom vi i kontakt med Café Levehusene i Hvinningdal hallen, hvor jeg nu kommer to gange om ugen som frivillig og laver mad til børn. Det er virkelig lykken for mig.
 
Derudover er jeg startet til keramik på Rosengårdcenteret.
 
At jeg kom i kontakt med Fællesskabsguiden gjorde, at jeg kom ud, og at jeg føler, at jeg er til gavn. Det har betydet rigtig meget for min hverdag, min trivsel og min livsglæde. Godt, at I findes.
 
Jeg vil anbefale alle, der savner et fællesskab, at kontakte Fællesskabsguiden.
 
Nysgerrig? Læs mere om Fællesskabsguiden - og hvordan I kommer i kontakt med dem - her.  
 

Hvorfor er det vigtigt med fokus på mandefællesskaber?

Ældresagen logo
Ældre mænd deltager i ringere grad end ældre kvinder i aktiviteter, de har generelt en mere usund livsstil, er mere ensomme og dør tidligere end ældre kvinder.
Til gengæld viser erfaring, at når ældre mænd deltager i aktiviteter, som fx Ældre Sagens mandefællesskaber, fører det til en sundere livsstil og en lavere grad af ensomhedsfølelse blandt mændene. 
 
Det er en god idé at få fat i mændene allerede i overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelse. Selvom en del af de ældre mænd giver udtryk for, at de ikke oplever ensomhed nu, kan mandefællesskaberne være gavnlige for dem, fordi de forebygger ensomhed senere i livet.  
 
Kort sagt giver mandefællesskaberne mændene mulighed for at skabe nye relationer og øge livskvaliteten, også på længere sigt.
 
I Ældre Sagen findes på landsplan omkring 200 mandefællesskaber - fx: 
 
👌🏽Herreværelser, hvor mænd mødes til et foredrag og efterfølgende frokost.

👌🏽Fodbold, hvor ældre mænd spiller fodbold en gang om ugen og efterfølgende klarer verdenssituationen over en ostemad og en kop kaffe.

👌🏽Reparationscaféer, som er på stærk fremmarch i Ældre Sagen. Her tilbyder Ældre Sagens frivillige at reparere fx elektronik, som er gået i udu.
 
Reparationscaféer har vist sig at tiltrække mænd i stor stil, og udover at være godt for mændene i og med de bliver en del af et fællesskab, kommer de til at bruge nogle af de kompetencer, de har oparbejdet i løbet af et helt liv, hvilket giver godt på selvtillidskontoen.
 
Sidst men ikke mindst bidrager reparationscaféerne til at mindske forbrug- og smid ud kulturen og er dermed positivt for miljøet, når man reparerer i stedet for blot at købe nyt.
 
Du kan læse mere og se eksempler på Ældre Sagens mandefællesskaber her
 
Desværre har 'Fællesskabet for mænd i Ældresagen i Silkeborg' været inaktivt i en periode og de ønsker nu at genstarte og genoplive dette vigtige initiativ.
 
Formålet med fællesskabet er at skabe et rum for mænd, hvor de kan mødes, støtte hinanden og deltage i sociale aktiviteter og arrangementer.
 
De er derfor på udkig efter en engageret og motiveret projektleder til at drive og koordinere genstarten af fællesskabet. 
 
🙋🏽‍♂️Hvis du har kompetence og lyst til at organisere aktiviteter, motivere deltagere og skabe et positivt miljø for mændene, er du meget velkommen til at kontakte Kim J R Hansen, Formand Ældresagen Silkeborg på 25 34 23 78 eller mail Formand-Silkeborg@aeldresagen-post.dk.
 

Nyt fra sekretariatet

Billede af Lise Arnth Nielsen
 
Tiden flyver, og vi har nu været i gang i fire år, hvilket betyder, at Flere i Fællesskaber i nuværende form har et år tilbage som projekt.
 
Fra 1. maj 2024 går sekretariatet planmæssigt fra en bemandig på 1,25 fuldsstilling til 0,5 fuldtidsstilling.
 
Det betyder, at Lise Arnth Nielsen ikke længere er en del af sekretariatet. Alle henvendelser skal derfor gå til vores funktionspostkasse flereifaellesskaber@silkeborg.dk eller til Anne eller Ann-Britt
 
Heldigvis vil Lise forsat være en del af Flere i Fællesskaber, hvor hun sammen med sine kollegaer i DEFACTUM vil stå for følgeforskning.
 
Det betyder samtidig at vi må prioritere i opgaverne.
 
Vores fokus i den kommende fase bliver at se på mulighederne for, hvordan  Flere i Fællesskaber skal se ud efter projekt år fem, og vi er i gang med en proces omkring dette.
 
Vi vil derfor frem mod efteråret drosle ned på kampagneaktiviter, og vi skyder også et kommende netværksmødet til 2. september 16.15-18.15. Sæt allerede nu kryds i kalenderen. 
 
Skulle nogen have spørgsmål til den kommende proces, er I altid meget velkommen til at kontakte os i sekretariatet.